Noveller

På det seneste er jeg begyndt at lege lidt med novellegenren. Små hurtige historier, med en handling, som stiger og falder i et helt andet tempo end i en klassisk roman. Her på siden vil eg vil jeg uploade en novelle i ny og næ, og jeg vil  meget gerne høre jeres meninger. Jeg deltager ind i mellem med en novelle, når nogen arrangerer en konkurrence på nettet. Jeg har ikke vundet noget, men det kan måske komme. Jeg mestrer nok ikke genren endnu, men øver mig og finder fornøjelse ved det. 

Jeg indsætter et par eksempler nedenfor. Den første er en sær historie om en mand med en temmelig voldsom identitetsforstyrrelse, eller hvad? Den anden er en romantisk historie i ugebladsstil, som  jeg forsøgte at få ugebladet "Familie Journal" til at trykke. Det gjorde de nu ikke, den var for sød, selv for deres læsere, mente de. Jeg havde fået deres læserskare beskrevet som en ældre dame i en mindre by i Jylland. Så jeg troede den var lige på kornet, men der var min forforståelse lidt ude af sync. Det grinede vi af derhjemme. Men læs selv.

Den anden side af sorgen

Else Marie var blevet enke. Ikke ganske for nylig, men for godt et år siden. Det havde været længe undervejs, og Else Marie havde haft tid til at forberede sig. Hun havde forestillet sig mange ting, at sorgen ville være voldsom, at ensomheden ville overmande hende, at livet ville føles tomt, eller meningsløst. Meget havde hun frygtet, men selvom hun både havde følt sorg og tomhed, da manden til slut ikke kunne mere, var det skammen som blev hendes største problem. For sorgen kunne hun bearbejde og hun blev ikke fastholdt i ingenting. Hun kom i gang igen med livet, og fandt veje, hvor andre ville stoppe op.

Omgivelserne imidlertid, hendes familie og hendes venner mødte hende her et år efter, stadig med en sorgfuld attitude, og betragtede hende fortsat som et menneske, der havde mistet både rødder og mening. Selv følte hun som tiden var gået, at tilværelsen havde taget en ny og meningsfuld retning for hende. Hun turde imidlertid ikke imødegå deres reaktion, og hun skammede sig over at hun ikke kunne rumme deres tilsyneladende omsorg for hende. Det var et kompliceret spil.

Else Marie var på det rene med at meget få i hendes omgangskreds, inklusive hendes børn, faktisk sørgede længere, selv om de naturligvis savnede hendes afdøde mand, deres far og ven. Forestillingen om en langvarig sorg var velkoreograferet og alle spillede deres roller til perfektion, og kun for hendes skyld. Else Marie tænkte at de ikke ønskede at hun skulle opleve dem som ligeglade, eller følelsesforladte. At de sørgede for hendes skyld, med hende, for at bakke hende op, det var hun sikker på. Problemet var bare, at Else Marie ikke sørgede længere. Jo hun savnede sin mand meget og tænkte ofte på det liv de havde haft sammen, men først og fremmest huskede hun ham med glæde.

Tag netop ikke fejl. Else Marie holdt meget af sin mand, ja hun havde elsket ham til det sidste, eller hun havde elsket den mand hun huskede og havde levet med, og ham savnede hun stadig. De sidste otte år, havde han været en anden, eller måske snarere ingen. Hans demens, havde langsomt pillet livet ud af ham, og hans personlighed var blevet nedbrudt sten for sten. Else Marie var helt på det rene med sine følelser, men følte alligevel skam. Hun skammede sig på en måde, over at sorgen så hurtigt havde sluppet sit tag i hende. Og hun var overbevist om at hendes omverden følte en voldsom skam på hendes vegne, fordi de havde forventet noget mere fra hende. En voldsommere reaktion på døden. Derfor sagde hun ikke meget, når hun blev spurgt til sin tilstand, og hun håbede på at spørgerne tolkede det som et sundt udtryk for en tyngende sorg.

Else Maries liv havde været fyldt med glæde, ikke fordi hun havde haft mulighed for at træffe en masse interessante valg, men fordi hun altid havde fundet fornøjelse i de ting hun foretog sig. Daglige gøremål, og pligter. Hobbyer fyldte heller ikke hendes tilværelse ud, ikke tidligere eller i dag. Hun samlede hverken på kongeligt porcelæn, eller tog på spændende rejser, men der havde altid været ting hun insisterede på at gøre. En aktivitet hun havde holdt fast i, i de mange år, hvor hendes syge mand havde bundet hende til hjemmet, var hendes læsekreds. En gang om måneden mødtes hun på biblioteket, med en gruppe mennesker, som hun delte interesser med, de læste sammen og talte om det de læste. Og læsningen havde fyldt hendes mange timer i hjemmet ud, de timer som var tilovers, når manden havde fået sin daglige pleje, sine tre måltider og sin opmærksomhed. Og den beslutning var hun glad for nu hvor hun var alene.

Else Marie havde blikket rettet fremad. Hun var kun 64 år, og mente at kunne leve i årevis endnu. Hvor manden siden sin ungdom havde frygtet døden og de utallige sygdomme, som ville slå ham omkuld, var Else Marie ukuelig, og sjældent sengeliggende. Manden var endt med at få ret i sine værste forudsigelser og tilsvarende havde Else Maries måde at møde verden på, givet hende bonus. Det var såmænd ikke fordi hun havde levet meget anderledes end manden, eller specielt sundt. Selv mente hun, at hendes tilstand, først og fremmest var et resultat af hendes humør. - Optimisme heler, - sagde hun ofte når nogen omkring hende peb. -Tro på det, så skal det nok lykkes, - var en anden af hendes livsforlængende filosofier.

Og med den tilgang havde hun også mødt mandens endeligt, og var nu i gang med at finde sine ben igen. Hendes vej tilbage til livet, var brolagt med bøger. Else Marie elskede at læse, og hun var god til det. Hun var begavet med en storslået fantasi, og havde altid været i stand til at forestille sig scenarier. Hun forklarede sine forestillinger med brug af farver og lyde. Hun havde en fabelagtig evne, til at omsætte de ord hun læste til billeder. Når hun havde læst et kapitel i en bog, lukkede hun ofte sine øjne, og gennemgik teksten for sig selv, overvejede bestemte ords betydning, forsøgte at forestille sig de scener som handlingen udspillede sig på, og gennemgik de dialoger som var forekommet i teksten. De billeder hun forestillede sig, var ofte meget skarpe i konturerne, de var farvelagte, og ikke mindst levende. Hendes forestillingsevne var utrolig, og hendes fornøjelse var stor.

For nylig havde hun læst en ældre roman, som var blevet filmatiseret engang for længe siden. Hun huskede stadig filmen og dens figurer, og hun havde gjort den sjove iagttagelse at filmens billeder, afveg ganske meget fra de billeder hun selv havde skabt, da hun læste bogen. Personerne så anderledes ud, hendes egne landskaber var grønnere og husene var større og smukkere.

Hun havde for nylig fortalt vennerne i læsekredsen om sine iagttagelse, og det havde afstedkommet en interessant diskussion. Flere mente at Else Marie romantiserede det hun læste, tilpassede teksterne sine egne præferencer og forsøgte at skabe andre historier end forfatteren havde tænkt, mens andre mente at hun netop udnyttede romanens muligheder for en bred fortolkning, forståelse og oplevelse. I læsekredsen kunne man heller ikke enes om, hvorvidt Else Marie blot beskrev den konkrete historie anderledes end filmens instruktør, eller var loyal mod forfatteren, eller noget helt tredje, og der var diskussionen sluttet. Ikke med uvenskab eller dårlig stemning, men bare en smule uforløst. En spændende debat havde Else Marie tænkt, da hun forlod biblioteket for at gå hjem. Altså mest debatten i sig selv, og placeringen af hende selv i midten af den. Hun var ikke særlig optaget af om hun flyttede andre med sine læseoplevelser, men kunne godt lide at høre andres meninger om det hun selv havde tænkt, og da det var sjældent at hun var midtpunkt, var det en rar fornemmelse. Else Marie mente nok at alle gjorde som hende, læste bøger med de briller tilværelsen nu engang havde udstyret dem med.

Else Marie levede i sine bøger, og fik sine oplevelser derfra. Det betød alt for hende. Og det var netop oplevelserne, den næsten fysiske fornemmelse af liv og landskab, som fangede hende, mere end det var dialogernes dybde og bøgernes behandling af etiske og filosofiske dilemmaer. De mere spidsfindige tekstanalyser, som et par af herrerne exelerede i, optog hende ikke voldsomt meget, og hun forholdt sig ofte tavs, når de fremturede. Men det tog ikke fornøjelsen fra hende, hun bidrog med sine iagttagelser og meninger om det de læste og hun mødte op igen til næste møde, klokken tyve som aftalt.

Læsekredsen var lige nu i gang med at læse en bog, som Else Marie havde foreslået. Den var på dagsordenen til den kommende torsdag. Det var en roman af en fransk forfatterinde, som havde mange ligheder med Else Marie selv. De var jævnaldrende, var begge vokset op på landet, tæt på jorden og dens hårdt arbejdende mennesker. De var begge enker, og de havde begge forsørget sig selv, også mens deres mænd havde levet. Men der hørte ligheden også op, for Else Marie, var sin kærlighed til litteraturen ufortalt, ikke på nogen måde udøvende, hun havde aldrig skrevet en linje, og hendes omgangskreds havde aldrig bestået af kunstnere og intellektuelle, som hendes franske venindes. Ja sådan kaldte hun hende efter at have læst denne roman, som var forfatterens debut i en sen alder.

Denne roman, som skulle gøre så stort et indtryk, var Else Marie faldet over, nærmest ved et tilfælde. Biblioteket havde arrangeret en lille udstilling af fransk litteratur, og et fængende omslag og en lokkende titel, havde talt til hende. Romanen hed "Den anden side af sorgen" og forfatterens navn var Eloïse Jantal. Hun havde lånt bogen, uden at vide det fjerneste om hverken den eller dens forfatter.

Når læsekredsens medlemmer foreslog nye bøger, var det en aftale, at forslagsstilleren skulle forberede et kort oplæg om forfatteren, dennes forfatterskab og sige noget om sit motiv til at foreslå netop denne bog. Fordi den fremgangsmåde stillede en del krav til forslagsstilleren, ville læsekredsen som hovedregel følge forslagsstilleren i sin indstilling. Else Marie var helt på det rene med sine opgaver forud for læsekredsens møde og det var undervejs i sin læsning at hun havde følt en art forbundethed med den franske forfatterinde. Hun blevet overrasket over at bogens tema, føltes så voldsomt nærværende for hende, og gav hende mange mindelser om sit eget liv. Romanens hovedperson var en ældre kvinde, som var blevet enke, efter et langt liv med en mand, hun havde været stærkt forbundet med. Bogen beskrev kvindens langvarige kamp for at acceptere sin nye situation. Men hendes følelse af uendelig tomhed, stod i vejen for hende og forhindrede hende i at bevæge sig, også meget lang tid efter dødsfaldet. Kvindens følelse af at være blevet amputeret og ude af stand til at glæde sig, var et gennemgående træk ved beskrivelsen af hende. Else Marie var klar over at romanens hovedperson var identisk med forfatteren, hvorfor hun betragtede bogen som en art selvbiografi.

Kvinden forsøgte at gøre som omgivelserne forventede af hende. Hun besøgte sin familie, gik i teatret med en veninde, mødte nye mennesker, men ingenting betød noget. Om hun foretog sig noget eller ej, føltes ligegyldigt. Hendes voksne børn var bekymrede og datteren havde foreslået hende at opsøge en læge. Måske hun kunne få hjælp. Børnene mente at moderen var ramt af en depression. At det var sorgen, at den kunne tynge så voldsomt, forstod de ikke, selv var de kommet videre, trods deres kærlighed til faren.

Men bogens hovedperson skulle ikke tale med nogen læge, ikke indtage lykkepiller eller gå i terapi. Hun ville ha' lov at ha' sin sorg i fred, og følte det voldsomt intimiderende at skulle presses til at finde et nyt ståsted, komme videre, finde glæden igen. Hun følte at det var for deres egen skyld at de pressede hende, snarere end for hendes egen skyld. For at de kunne få det bedre, skulle hun ha' det bedre. Sådan tænkte hun af og til at deres logik var. På den anden side, var hun godt klar over at de, børnene og vennerne, kun havde hendes bedste i tankerne, De troede de gjorde hende en tjeneste, men egentlig havde hun foretrukket at de slet ikke talte om dødsfaldet og hendes afdøde mand. Hun var klar over at moderne psykologi anbefaler åbenhed om sorgfulde begivenheder og livskriser, men romanens hovedperson ønskede det anderledes.

Kvinden i historien tyngedes stadig mere, under det åg af sorg hun bar. Oveni sorgen over tabet af sin livsven, og hendes eneste fortrolige, følte hun også skam. Hun skammede sig over ikke at kunne følge de råd hun fik, og at hun påførte sine børn og venner, unødig bekymring. Bekymring for hende.

Historien kulminerede da enken, for at slippe fri af den langsomme kvælning af velmenenhed, som omgivelserne udsatte hende for, brød op, og tog på en uforberedt rejse, som endte med at vare et år. Hun tog afsted uden et mål eller en tilrettelagt destination, men lod sin umiddelbarhed bestemme bevægelserne. Fra by til by, fra land til land. Rejsen forpligtede hende på en anderledes måde end livet i hjemmet, og krævede hendes fulde nærvær og opmærksomhed hele tiden. Mødet med det ukendte tvang hende til dagligt at overveje sin egen rolle og tilstedeværelse blandt andre, og skabte gradvis en fornemmelse i hende af mening. Ikke den mening der havde været i at være hustru, mor og bedstemor fastlåst i pasticher skabt af tiden, men en mening som var punktuel og foranderlig, og udsprang af hendes behov.

Vores hovedperson oplevede undervejs at hun kunne se farver igen, kunne glæde sig over en solstråle gennem en skydækket himmel, et måltid, et smil i en bus og legende børn. Og glæden fødte et varmt savn, som førte til rejsens afslutning, og kvindens hjemkomst.

Da Else Marie havde vendt den sidste side og havde lagt bogen fra sig, sad hun med en helt særlig overvejelse. Den følelse af skam eller skyld, som hun selv kæmpede med, var tilsyneladende dødens uundgåelige følgesvend, uanset om man var tynget af sorg, eller følte dig frisat, som Else Marie gjorde. Hun havde forklaret sig selv mange gange, at følelsen af frihed, ikke var en reaktion på det liv hun havde haft, men hendes måde at bearbejde sin krise på. Det savn hun stadig følte, blev ikke forurenet af det livsmod hun havde opnået. Men at forklare det for børn og omverden, havde hun ikke evnet, og derfor var hendes situation stadig vanskelig.

Det dilemma indledte hun med at fortælle om, da læsekredsen mødtes igen. Else Maries introduktion til bogen blev derfor en meget personlig fortælling, og den efterfølgende debat, kom i høj grad til at tage afsæt i Else Maries meget private situation. Else Marie redegjorde for hvordan hendes egen situation var så meget anderledes end bogens hovedpersons, men at de begge havde skammen til fælles. Hun fortalte om hvordan læsningen havde hjulpet hende til at acceptere sine følelser. Den efterfølgende samtale blev derfor meget alvorlig og betydningsfuld for Else Marie. For første gang i meget lang tid, følte hun at nogen forholdt sig til hende på hendes egne præmisser og anerkendte hendes følelser, som hun selv udlagde dem. Den angst hun igennem lang tid havde følt for at blive betragtet som ligeglad eller følelseskold, kunne hun måske blive fri for. Hun havde ikke brug for at føle skam længere. Hun blev klar over at hun kunne forligede sig med sig selv, og kunne lade skam være skam. Else Marie blev klar over at der var en vej, at det var muligt at tale om det svære, at hun kunne finde gode ord, der forklarede hvordan hun havde det og hvad hun ville med livet.

Hun havde haft et dejligt liv med en skøn mand. Men den mand havde forladt hende. Hendes følelser var ikke forkerte. Nu vidste hun hvad hun skulle tale med børnene og vennerne om. En rejse var slut, en ny kunne begynde.

En verden til forskel

Kasper var træt, meget træt. Selvom han havde siddet på sin flade røv hele dagen og ikke rørt meget andet end musearmen, var han træt, eller måske netop derfor. Som om alle de mails han havde svaret på, havde sat sig fast i hans hoved, hvor de larmede og gjorde det svært for ham at koncentrere sig. I bussen hjem, havde han været tæt på at misse sit stoppested. Det var ikke fordi han var faldet i søvn, han var snarere faldet i staver. Det havde været en behagelig tilstand, og måske var det derfor hans krop havde protesteret over at skulle vågne og til at præstere igen.

Fra stoppestedet havde han blot få minutters gang hjem, men det føltes som timer. Det gjorde ondt i hele kadaveret, benene var tunge, ryggen var øm, og armene ville ikke rigtig adlyde, men hjem kom han. Han nåede som altid at beslutte at den næste dag skulle være anderledes. Op at stå, hæve skrivebordet, pauser med bevægelse og mere frugt. I morgen skulle det være, det var han sikker på.

Kort tid efter nåede han sin gadedør. En fin ejendom i en pæn gade. Fem etager med krummelurer fra en tid, hvor detaljerne fyldte mere i arkitekturen. Fra en tid, hvor man stadig drømte om smukke ting. Kasper boede på tredje sal, og påbegyndte opstigningen. Ejendommen havde ingen elevator. Heldigvis tænkte han, så fik han da lidt motion.

Han nåede sin hoveddør, og kastede som altid et kort blik på navneskiltet. Et messingskilt, indkøbt for en menneskealder siden, og aldrig pudset. Det var derfor lidt svært at se, at der stod Kasper Hartmann, men det behøvede han jo ikke at tvivle på. Hans gæster derimod kunne sagtens komme i tvivl. Dem kom der dog kun få af, så problemet var overskueligt.

Kasper satte nøglen i døren, og låsen gled op, uden brug af vold. Klik sagde det, en smuk lyd som var ham lige så genkendelig, som døren, navneskiltet og den særprægede klokke, som en fjern beboer før ham, havde installeret. Her havde han stået tusindvis af gange med et gran af spænding af grunde han ikke helt kunne forklare. Engang havde der ligget breve og reklamer for hans fod, når døren gik op, og det kunne engang kalde på en smule ophidselse i et begivenhedsfattigt liv, men nu om dage, hvor ingen modtog breve længere og hvor reklamerne var afmeldt, sad spændingen alligevel stadig i ham. Så Kasper var på vagt og klar, og det fik han i den grad brug for da han åbnede døren og trådte et skridt ind i entreen, fik han et regulært chok.

Hans lejlighed var beskeden, to værelser, en lille entre, bad og køkken. 52 kvm. I alt. Ikke noget prangende, men pæn og velholdt. Men det han trådte ind i nu, var en veritabel balsal. En hall, fire meter til loftet, en enorm lysekrone som oplyste rummet og to mørke malerier med for ham ukendte alvorsmænd, der mistænksomt kiggede ned på ham. Kasper for tilbage, og ud ad døren, som han smækkede i med et smæld. Han måtte være gået forkert, forkert lejlighed, eller opgang, eller gade. Noget var i hvert fald helt forkert. Og så alligevel ikke, hans nøgle havde passet, og nu hvor han kunne trække vejret en smule lettere, var han også i stand til at konstatere at det var hans hus, hans opgang.

Pulsen steg dog igen, og hjertet for afsted for Kasper var rystet. Et eller andet var helt forkert. Han satte sig på trappens nederste trin i et forsøg på at samle sig og sine tanker. Problemet var, at han hvis han accepterede det han lige havde oplevet, var han formodentlig blevet gal, og det var ingen rar tanke. Han som var så normal som nogen. På den anden side, ville han aldrig finde ud af det, hvis han ikke åbnede døren en gang til. Han turde bare ikke, ikke lige nu, han måtte finde modet først. Hvis alt var som det burde og lejligheden fremstod som den plejede, kunne han slappe af tænkte han og så alligevel ikke, for hvordan skulle han så forstå og forklare den oplevelse han netop havde haft.

Kasper rejste sig, trak vejret dybt, tog de tre skridt hen mod døren igen og satte nøglen i låsen. Han lukkede øjnene og trådte ind. Kasper tænkte at hvis han skærpede sin hørelse og ikke registrerede ændringer i den måde lydene bevægede sig på, ville alt være godt. Han åbnede øjnene forsigtigt, ført det ene og derefter dem begge, og entreen fremstod som han netop havde forladt den, stor og imposant, et herresæde værdigt. Pulsen sted igen, og panikken rev i ham, men Kasper blev stående. Han måtte bekæmpe sin angst, hvis han skulle finde tilbage, og han udtænkte en simpel plan, som kunne sikre hans koncentration og bringe ham til at handle rationelt.

Jeg må acceptere at det er den rigtige adresse og at der er en meningsfuld forklaring, Jeg må lede efter den, i stedet for at give efter. Kasper påbegyndte en tur rundt i lejligheden for at se om den rummede genkendelige artefakter, eller erindringer. Han forled entreen og kom ind i en stor stue, som domineredes af et spisebord med 12 stole omkring. Stuen havde tre store vinduer, palævinduer, med en masse sprosser, helt forskellige fra de vinduer hans egen lejlighed havde, som var de traditionelle dannebrogsvinduer, gamle, men velholdte. Kasper gik til vinduerne og kiggede ned. Udsigten var den samme som altid, en kendt gade med træer, parkerede biler og en grønthandler på hjørnet. Intet overraskende der. Men i stuen var der intet velkendt. Malerierne på væggen var gamle, og ikke nogen han kendte til. Møblerne heller ikke, en hel anden stil end hans egne, som overvejende var hentet i Ikea. Og så alligevel, det var som om der var noget i rummet som kaldte på ham, som kendte ham og omvendt. Han kunne ikke fange det i situationen, og forlod derfor stuen.

Ad en lang korridor med mange døre, bevægede Kasper sig videre. Han åbnede en tilfældig dør, og trådte ind i et soveværelse. Igen et rum med en altmodisch indretning, gamle tunge mørke møbler og tunge draperede plysgardiner, som effektivt kunne holde ethvert lysindfald ude. Værelsets endevæg udfyldtes af et enormt trefløjet skab med skinnende messinghåndtag. Kasper åbnede forsigtigt den ene dør, og bag døren var der fire dybe skuffer og under dem, plads til fodtøj. Kasper trak en skuffe ud. Den var fyldt med undertøj, nyvasket, måske endda strøget, men bestemt pænt sammenlagt, på rad og række. Kasper kiggede nysgerrigt. Igen fik han fornemmelsen af at der var en form for kommunikation. Underbukserne ville fortælle ham noget. Han tog et par op af skuffen og foldede dem ud. Det var permissioner af et for det danske marked ukendt mærke. Et mærke, som kun kan købes i Østen, og som næppe importeres. Kasper undrede sig, for hovedparten af hans eget undertøj var netop af dette mærke, indkøbt på en rejse for flere år tid siden.

Han flyttede det øverste lag tøj. Flere underbukser og stadig det samme mærke, genkendeligt med dets logo, forestillende en trompeterende elefant. Symbolikken var slående og han havde tit undret sig over at det logo overhovedet var blevet valgt. Men hov, blandt det genkendelige tonede en buks frem, som i den grad fangede Kasper. En underbuks i en helt særlig kulør. Han var engang kommet til at vaske sit hvide undertøj med et par røde og grønne sportsstrømper og resultatet var undertøj, som man ikke ville vise sig i. Og her lå de hans egne misfarvede underbukser. Kasper stivnede, var hele skuffens indhold da hans eget? Panisk åbnede han den anden skabsdør og så til sin forbløffelse sine otte jakkesæt, som hang ved siden af en overfrakke, som han også genkendte. Alt tøj og sko i skabet var hans.

Kasper smækkede skabslågen i, og sprang igen i panik, ud af værelset, men hvorhen kunne han løbe, han vidste det ikke. Han kunne forlade lejligheden, og opsøge en læge, eller han kunne blive og forsøge at løse mysteriet. Det var jo hans adresse, det havde han tjekket. Kasper var en jordnær mand, som stolede på matematikken og fysikkens love. Han troede ikke på noget overjordisk, og beskæftigede sig heller ikke med parallelle universer, hemmelige verdener, og mystiske portaler. Trolde, feer og engle var heller ikke en del af hans univers. Havde det dog bare været sådan, ville han formodentlig kunne udtænke fantasifulde forklaringer.

Lejligheden var vokset til noget nær firedobbelt størrelse og rummede nu fire værelser, den store stue samt et køkken, badeværelse og hallen. Kasper åbnede hurtigt alle lukkede døre i forsøget på at skaffe sig et overblik. Han endte i køkkenet, hvor han trak en køkkenskuffe ud, og konstaterede, nu dog uden at blive yderligere chokeret, at knive og gafler var de samme som hans egne, og mellem skeerne lå den lille sølvske, han havde fået i dåbsgave. Han tog den op, kiggede på den og læste sin fødselsdato og navnet højt, Simon stod der, mere så han ikke. Med et skrig smed han den fra sig. Det var tydeligvis hans ske, den havde en ridse, som hidrørte fra en tur i opvaskemaskinen, men han hed ikke Simon. Det var han dog klar over.

Kasper løb igen ud af lejligheden. Panikken tog over en gang til. Han måtte kigge på dørskiltet igen, hvilket navn stod der? Ned på knæ, det var svært at læse, lyset på trappen var svagt. Men han var ikke i tvivl, der stod Simon, Simon Mogensen. Kasper løb videre. Ned ad trapperne, ud på gaden, tjekke gadenavn og nummer en gang til. Men jo, det var den samme gamle gade, og over opgangen stod der 14. Sådan var det og adressen var hans. Her havde han boet nærmest så længe han kunne huske.

Kasper var rystet og i syv sind. Hvad skulle han gøre, hvor kunne han finde svar. Han turde ikke gå tilbage til lejligheden, han måtte gøre noget andet, gøre noget, bare et eller andet. Han måtte tænke.

På hjørnet lå et værtshus. Der kom han af og til, og der gik han ind, bestilte en øl, og satte sig ved et bord i et hjørne, lidt adskilt fra de øvrige borde. Heldigvis var der kun få andre gæster og ingen han kendte. Han ville ikke kunne tale med nogen lige nu. Kasper fik sin øl og satte sig. Eller snarere sank sammen. Han drak langsomt, i et forsøg på at generobre initiativet fra den paniske udgave af ham selv. En udgave han slet ikke kendte. Hans puls faldt langsomt i takt med at øllet gled ned, og han følte sig snart i stand til at tænke nogenlunde klart igen, selvom han fortsat ikke anede hvad han skulle stille op. Men bare den relative ro han fandt, fik ham til at genfinde troen på at han kunne finde en vej ud. Der måtte jo være en naturlig forklaring.

I samme øjeblik, hørte han en stemme, som han måske kendte, eller havde hørt før, men ikke kunne sætte ansigt på:

"Hej Simon, hva' søren, sidder du her! Det er ellers længe siden jeg har set dig. Hvordan står det til?"

Kasper kiggede op og så et ansigt, han ikke mindedes at have set før. Han anede ikke hvem der talte til ham, og derfor heller ikke hvad han hed. Forvirringen og panikken genindtog ham, for hvordan reagerer man i sådan en situation. Afviser man den pågældende med en besked om at det må være en misforståelse, eller spiller man med. Gode miner til slet spil. Det er beslutning der skal træffes i et splitsekund, ellers er du sat ud af spillet. Kasper var ikke i tvivl om at den fremmede kendte ham, så han valgte at spille med.

"Hej du, ja alt vel her, har haft temmelig travlt på det sidste." En venlig men ikke-inviterende duplik, som Kasper håbede ville få den anden til at nikke og begive sig videre. Nikke gjorde ham, men mod den tomme stol på bordets anden side, og Kasper var klar over at han ikke kunne gøre andet end at nikke igen.

"Sæt dig bare ned, hyggeligt at se dig, hvad har du gået og lavet på det sidste?" sagde Kasper, og indledte dermed en samtale hans helst havde været foruden. Den næste halve time blev meget vanskelig for Kasper, men han bevarede koncentrationen og han lykkedes stort set med at levere svar, som ikke vakte den andens mistænksomhed.

Kasper forsøgte dog hele tiden at fravriste den fremmede initiativet, og få ham til at tale. Kasper håbede på den måde at kunne samle informationer nok til at kunne fortsætte samtalen, uden at falde igennem. Kasper viste af gode grunde ikke hvad den anden hed, og han genkendte heller ikke noget af det den anden fortalte, herunder om de oplevelser, de angiveligt skulle have haft sammen. Han fik indtryk af at de var ret gode venner, som bare ikke havde været så meget sammen i lang tid.

Kasper frygtede hele tiden, at den anden ville stille ham spørgsmål, som han burde kunne besvare, og at hans vigen-uden-om, ville afsløre ham. Derfor blev han selv ved med at stille spørgsmålene, og håbede på at de ikke var åbenlyst meningsløse, fordi han spurgte om noget han allerede burde vide.

Denne leg fortsatte i en lille halv time. Kasper havde drukket sin øl, og havde afslået et tilbud om endnu en, fordi han ville gøre en ende på selskabet. Med en forklaring om at han havde en aftale, kunne han med god samvittighed bryde op, og det gjorde han så.

"Jeg har faktisk en aftale om ti minutter, det er noget med arbejdet det skal falde på plads, så jeg bliver nok nødt til at smutte nu. Men tak for sludderen, du må ha' det, vi ses jo nok snart igen."

"Ja det håber jeg da," replicerede den anden, "for vi har jo en aftale på lørdag. Det husker du nok?"

Kasper mærkede igen panikken. Som en flok myrer på en målrettet mission, bevægede de sig opad fra den nederste del af maven. Kasper fik kvalme, men fik fremstammet:

"Jo da, men kan du ikke lige sende mig en sms, med tid og sted, så er jeg sikker på at jeg ikke kommer til at glemme noget?"

Var det for tydeligt, at han tumlede rundt på den alt for tynde is? Han håbede det ikke, og gjorde mine til at forlade værtshuset.

Den anden nikkede blot, måske en smule forvirret, men sagde bare hej med dig, og Kasper kunne gå.

Udenfor stoppede han op et øjeblik, og trak vejret dybt en otte – ti gange. Det hjalp ham normalt til at genvinde kontrollen, hvis det løb af med ham. Han begyndte at gå, bare gå. Retningen var ligegyldig, for han vidste ikke hvor han skulle hen. Han kunne ikke gå hjem igen, for han vidste hvad der ventede ham der, og han havde ikke på stedet andre muligheder. At ringe på hos en kammerat, var ikke en mulighed, så han fortsatte bare sin gang, mens hans tanker bevægede sig op og ned.

Kasper prøvede ihærdigt at genkalde sig kammeratens navn og historie. Hvem var han? Og hvor kendte de hinanden fra. Kasper mente nok at han havde kammerater, men ikke hvem. At den anden havde været overrasket, tydede på at de ikke sås så tit, og måske ikke havde så meget at tale om. Kasper vidste inderst inde, at han nok blev betragtet som en lidt farveløs person. En type, som man glemmer at invitere til sin fest, og som aldrig kommer med til de intime middagsselskaber. Kasper var ham man talte med, når de andre var gået, eller på vej til fodbold, når man alligevel skulle samme vej.

Kasper havde engang drømt om noget andet. Noget mere sprudlende og fængslende. Han havde prøvet at bringe sig ind i centrum af en samtale, eller sammenkomst, med en frisk bemærkning eller en klog betragtning, men det mislykkedes altid for ham. Han endte med at sidde tavs tilbage, uden at kunne fylde den pinlige tavshed ud som hans intervention ofte skabte.

Sådanne tanker løb gennem Kaspers hoved, mens han bevægede sig væk fra værtshuset. Han gik stadig uden mål og med, og håbede at forsynet ville udstyre ham med en plan. At han netop tænkte sådan, var kendetegnende for hans karakter. Han flød for det meste med omstændighederne, og satte sjældent selv kursen.

Men pludselig kom en tanke dog alligel til ham. Hvor den kom fra, må guderne vide. Der måtte dog være konstanter i dette variable landskab, sagde han til sig selv, begreber som gav mening i hans omgang med regnearkene, og mon ikke netop hans arbejde kunne været sådan en konstant. Noget uforandret, et sted hvor han stadig var sig selv.

Da han havde jo forladt arbejdspladsen i dag, og alt havde været normalt. Direktøren det dumme svin som han pludselig savnede, kollegerne som måske kunne blive hans redning, det gode gamle hæve-sænkebord, og computeren, som havde bragt ham så vidt omkring i verden.

Straks begyndte Kasper at spadsere i retning mod arbejdspladsen. Han kunne hoppe på en bus, men mente at spadsereturen kunne være nyttig. Hvordan skulle han forklare at han mødte på job klokken fem om eftermiddagen, hvor de fleste enten var gået, eller var på vej væk. Selv var han gået tidligt i dag, allerede ved to tiden. Han havde haft et ærinde, huskede bare ikke hvilket. Det var også lidt bekymrende, men Kasper skubbede det væk, for at fokusere på sit møde med arbejdspladsen.

Det var en lokation han kendte rigtig godt. Han havde arbejdet der i en del år. Tæt på ti, hvor han havde virket med titel af hovedbogholder. Han havde flere gange foreslået chefen, det dumme svin, om ikke han burde have titel af økonomichef, det var jo det han var, mente han selv. Men han var blevet afvist. direktøren mente at med en finere titel fulgte en højere løn, og det var han ikke parat til at tale om. 

Kort efter stod Kasper foran porten til kontoret. Det krævede lidt overvindelse at åbne den, men han tog fat i håndtaget og gik ind i opgangen. Seks etager op, der lå kontoret. En moderne bygning i glas og stål, med udsigt over byens røde tage. En fin udsigt, som ingen rigtig nød, fordi arbejdet var altædende og ikke levnede plads til fornøjelser. Kontoret producerede tal. Rækker af tal, store og små. Regnskaber, budgetter, estimater, kun tal. Kontoret lagde til og trak fra. Firmaet producerede ikke selv noget, men hjalp andre, som gjorde, med at holde orden i tallene. Der var røde tal, sorte tal, altid ordnet i kolonner og rækker. Sådan var Kaspers verden. Han skulle holde orden på de overordnede tal. Firmaets egne tal, tilbud og afregning, moms og afgifter, status, profit og løn. Sådan var hans dag, hver eneste af dem, og han hadede det.

Kasper åbnede den store glasdør ind til kontoret, som strakte sig over 250 kvm. Et stort kontorlandskab med 30 arbejdspladser og nogle enkeltmandskontorer til de ledende medarbejdere. Sådan en var han trods alt blevet, om end det havde været en hård kamp, at få sit eget kontor.

Kasper kiggede ud over landskabet, det var sent på eftermiddagen, og de fleste var gået hjem. Men nogle få sad stadig bøjet over tastaturerne, der var deadlines, som skulle nås. Men lyden af døren fik dem til at vende sig, og nærmest i kor hilste de på den nyankomne.

"Hej chef, kommer du igen, vi troede du var gået for i dag."

Kasper applauderede deres hilsen med et nik og et smil, og satte kursen mod sit kontor, tyve skridt ligeud, og fem skridt til højre. Ved siden af et lille køkken og frokoststuen.

Kasper nåede ferm til døren til sit kontor. Den var lukket. Den prægedes af et stort glasparti og et lille skilt med hans navn og titel, og som altid når Kasper mødte på arbejde, berørte han lige skiltet, inden han åbnede døren et lille rituel, som hjalp ham i gang om morgenen.

Men nu, var det som om berøringen gav ham et stød og han trak hånden til sig med en forskrækket bevægelse. Kasper kiggede på skiltet og læste hvad der stod, indgraveret i en fin messingplade. Et gammeldags design, men med indbygget autoritet. Simon Mogensen, administrerende direktør. Kaspers hjerte galopperede igen. Hvorfor nu det her, hvad havde han gjort, mareridtet fortsatte. Kasper havde også undret sig over kollegernes friske men dog en smule underdanige hilsen til ham, da han ankom. Han var ikke deres chef, han var ikke direktør og hed bestemt ikke Simon Mogensen.

Simon Mogensen. Han kendte faktisk ikke nogen som hed Simon, og han havde ikke lyst til være kendt som en Simon, og slet ikke Mogensen. Han var glad for sit efternavn. Hartmann, var et godt navn. Det udstrålede styrke og stabilitet. Mogensen var et kedeligt navn, uden hverken historie eller signal. Nærmest lidt bondsk. Og var der noget Kasper ikke havde et forhold til, var det provinsen. Altså alt det som fandtes uden for hovedstadens grænser. Kasper var en dreng af byen, og her ville han skabe sine resultater. Sådan havde han altid tænkt.

Foreløbig havde han dog ikke nået så meget, hans erfaringer var beskedne, både privat og på arbejdsmarkedet, og han endte oftest uden for medaljerækken, uanset hvad han deltog i. På kontoret var han nået et stykke, men direktøren, det dumme svin, forhindrede ham i at avancere yderligere og fastholdt den dumme titel, han var blevet udstyret med. Hovedbogholder. Hvem fanden viste hvad det var for en. Lige nu vidste han bare hverken ud eller ind.

Privat var han single, det var et valg han havde truffet for at bevare en livsstil, med mange muligheder og skiftende relationer til kvindekønnet. Ja sådan formulerede han det selv i samtaler med kammerater. Det blev bare ikke til så meget. Kvindekønnet fandt ham tilsyneladende ikke så pokkers attraktiv. Han var sådan set en pæn mand, veltrimmet og moderne klædt, men han manglede evnen til at imponere. Hans fortællinger var kedelige, hans jokes forudsigelige og hans scorebemærkninger pinlige og på kanten af det klamme.

Kasper var klar over at han ikke var en Don Juan, men han håbede stadig. Hver morgen håbede han for eksempel på, at der stod en veldrejet sekretær i en diminutiv rød kjole, med kaffen parat til ham, når han åbnede døren til kontoret. Af og til stod fru Jensen derinde, med sin voluminøse bagdel i vejret, mens hun støvsugede. Det var så langt fra han fra hans fantasier, som det kunne være.

Men i dag, netop i dag, var det frøken Winther, eller som hun blev kaldt Lilly, søde Lilly, som stod på hans kontor, og med et sovekammersmil, mødte ham med et - "goddag chef, har vi to en aftale i dag?"

Kasper var målløs, Lilly var lækker, det havde han altid syntes, men aldeles uden for rækkevidde. Han kiggede altid efter hende, når han troede hun ikke så det. Han havde forsøgt at flirte lidt med hende til julefrokosten sidste år, men hun havde blot vendt øjnene bort, og havde givet sig hen til Oscar, kontorets IT-chef. Den altid hjælpsomme og flotte mørke italiener, med de sjove bemærkninger, og det overdrevent store scoregen. Oscar var populær, ikke kun blandt kvinderne, men hos alle. Han var uundværlig, hvad man næppe ville sige om Kasper. De fleste havde slet ikke nogen klar fornemmelse af hvad han egentlig lavede.

Kasper smilede til Lilly og improviserede på stedet en dagsorden. Pludselig kom han op i et gear, han aldrig tidligere havde nået og som om en ukendt kraft havde taget bolig i ham, blev han den mand de forvekslede ham med.

"Vi har lige noget der skal ordnes, og så tænker jeg at vi spiser en god middag på Kong Frederik, du og jeg. Vi har fortjent det." I dag bliver firmaet værdi fordoblet, takket være vores indsats, og det skal naturligvis fejres," sagde Kasper og tilføjede: "Jeg har altid et vakant bord derinde."

Lilly nikkede sammensvorent, og trak stolen ud for Kasper. I forvejen havde hun lagt de papirer frem, som skulle underskrives. Kontrakter og aftaler. Selv satte hun sig på den anden side at det enorme skrivebord og nippede til sin kaffe. Lilly så til, mens papirerne kom på plads, hvorefter hun samlede det hele samme for derefter at forlade kontoret. På vej ud ad døren vendte hun sig, kiggede Kasper dybt i øjnene, og fortalte at hun lige ville gå afsides, pudre næsen og nette sig lidt, hvorefter hun ville være klar til at tage afsted.

Kasper smilede og rejste sig. Han gik et par gange rundt om skrivebordet, helt uforstående overfor den forvandling, som endnu engang havde fundet sted. Hvor han tidligere på dagen havde været skrækslagen, havde han nu besluttet at lade skæbnen råde. Måske var det alligevel det momentum, som han havde drømt så meget om. Måske var figuren Kasper et overstået kapitel, en dum drøm, som endelig stoppede. Måske skulle han bare fyre den af, så længe festen varede. Måske var Simon det rigtige valg for ham.

En lille times tid senere, sad de, Lilly og Kasper ved et smukt opdækket bord, bagerst i restauranten, mens tjeneren redegjorde for dagens menu og foreslog en adækvat vinmenu. Kasper som normalt ikke anede en pind om vin, og knap kunne smage forskel på rød og hvid, diskuterede ivrigt med tjeneren og foreslog druer, marker og årstal, som imponerede både Lilly og tjeneren.

Mens de ventede på maden, forlod Kasper for et kort øjeblik bordet, for at finde et toilet. Han blev vist på vej, af den servile tjener, og efter endt besørgelse og mens han vaskede hænder, var det som om noget igen krakelerede. Lyden af det rindende vand igangsatte processen, som førte til at hele rummet opløste i partikler, for derefter at samle sig igen, med langt mindre elegance til resultat. Hvor han før stod i et overdådigt udstyret marmorbelagt badeværelse med dekorerede toiletkabiner, stod han nu i et slidt aftrædelsesrum, med rustne rørføringer og en kedelig lugt fra pissoirerne.

Kasper gispede forskrækket og løb i en fart ud derfra. Døren førte ud til en gang, og videre derfra en til en stor sal. Det var helt sikkert ikke restauranten i Kong Frederik, men dog et sted han kendte. Et sted han ofte var kommet når ensomheden havde overmandet ham. En biograf som viste voksenfilm på det store lærred. Et sted Kasper kunne side i fred med sine drømme.

Kasper åbnede døren til salen, og satte sig ind på række fem, kiggede op og fik et til chok. Et slag i hovedet, som indskrev sig i rækken af de ubehagelige overraskelser, som dagen havde været så fuld af. På lærredet så han sig selv, eller han så sit alter ego Simon, eller, han så en mand i en dyr habit, som konverserede en smuk kvinde i en stram rød kjole, akkompagneret af en regn af stille violiner, og omgivet af kendte ansigter, som gratulerede ham med hans bryllup og ægteskab.

Her sluttede filmen, og mens kameraet langsomt panorerede væk fra brudeparret og fokuserede på den skinnende, nye sorte Mercedes, som om lidt skulle bringe parret til et nyt sted, listede Kasper ud af biografen, og vendte tilbage til sin egen verden. Kaspers verden.


En ferie fuld af overraskelser

Else var netop kommet tilbage fra Brugsen i Givskov. Der havde hun havde købt ind, som hun plejede hver onsdag, lidt forskelligt mad til de næste par dage, en liter mælk og lidt godt til kaffen. Og så selvfølgelig cerutter og ugeblade. Else var en flittig læser af ugeblade, og især holdt hun af "Hjem og Familie." Bladet kunne noget de andre ikke kunne. Det kom tættere på de kendte, viste flottere billeder, og deres noveller var i top. Dem slugte Else alle sammen. Der hvor hun boede, skete der ikke så frygtelig meget. De havde ingen biografer eller teatre, og boghandleren havde lukket sin butik for flere år siden. Else savnede nu ikke finkulturen. Hun havde sine noveller, sit fjernsyn og sin mand, som godt kunne optræde, og det var rigeligt.

Else pakkede sine varer ud, lavede sig en kop kaffe og satte sig ind i stuen. Der var helt stille i huset, Poul arbejdede stadig, og kom først sent hjem. I sofahjørnet satte hun sig med et tæppe og åbnede "Hjem og Familie." Hun bladede det hurtigt igennem, fik en fornemmelse af hvad hun ville vende tilbage til, og gik i gang med ugens romantiske novelle. Forfatteren havde skrevet til ugebladet i årevis, og Else kunne godt lide hans sprog og hans historier.

Denne uges romantiske historie hed - En ferie med overraskelser, - og illustrationen forestillede et ungt par, tæt omslynget foran et lille anlæg med palmer. Det var lovende. Else elskede ferier i syden og hun begyndte at læse:

"Janne og Nikolaj havde kendt hinanden et lille års tid, men var først for ganske nylig blevet forlovet. De var begge midt i trediverne og havde på godt og ondt gjort deres erfaringer. Nikolaj havde været i et forhold som aldrig var blevet til ægteskab, og Janne havde også kendt kærligheden og skuffelsen, når livet ikke ville lykkes. Men nu troede de på det, begge to. De var meget forelskede og havde besluttet at fejre forlovelsen med en rejse sydpå.

Flybilletterne var i hus, hotellet var booket, og om en uge ville de sidde på altanen på Tenerife, i selskab med solen, som de havde savnet så længe. Der var en snert af forår i Danmark, men det var stadig koldt og sommeren havde endnu stadig lange udsigter. Den ferie havde de glædet sig til meget længe.

Dagen kom, og klokken ni stod de i lufthavnen parat til at tage på eventyr. Alt gik foreløbigt efter planen og snart var de over skyerne, hvor de så frem til en lang, men fredelig flyvetur. Og alt gik som det skulle. Fem og en halv time senere stod de i Tenerife Syd, den store internationale lufthavn på øen, som så mange turister besøger hvert år. Derfra begyndte alt at gå den forkerte vej.

Flyet havde tilsyneladende fået et problem med dørene. De kunne ikke åbne, et mekanisk problem som snart ville være klaret, forklarede stewarden. Men for utålmodige og flyvetrætte passager, var det kvarter det tog at håndtere problemet, lang tid. Der bredte sig derfor hurtigt en dårlig stemning i kabinen, på trods af stewardessernes opmuntrende tale og brede smil. Enkelte passager brokkede sig højlydt, andre bidrog med gode råd til personalet, som heldigvis var professionelle nok til at klare både døre og passager. Janne og Nikolaj tog det roligt, der var ikke noget der kunne slå dem ud. De havde hinanden og lige nu havde de havde nok i hinandens selskab. De blev siddende på deres pladser, hånd i hånd, mens de iagttog omgivelserne og hviskende kommenterede de første tegn på panik hos deres medrejsende.

- Kan du se ham den høje derovre med det skaldede hoved? Janne nikker i retning mod en mand et par sæder længere fremme.

- Han er helt oppe at køre, selv hans isse er helt rød. Janne fnisede.

- Ja det er mærkeligt at der ikke skal mere til. Vi må håbe han ikke falder om, for så får vi først problemer. Nikolaj, som i det daglige kørte som Falckredder, vidste hvad han talte om. Han havde ofte skulle tage sig af både ulykkesramte og publikum på en gang, det kan være lidt af en udfordring.

- Prøv at se de børn derhenne. De leger bare videre. Børn er altid gode til at se mulighederne, det kunne vi andre godt lære noget af. Janne smilede og glædede sig i sit stille sind til det blev hendes tur til at tage på ferie med et par småbørn. Til daglig arbejdede hun som pædagog i en børnehave, og hun blev aldrig træt af at være sammen med børn. Hvis hun endelig en dag var i dårligt humør, så blev hun hurtigt kureret, når hun mødte om morgenen og så de glade børneansigter.

Nikolaj smilede også. Han vidste hvad Janne tænkte på. Han ønskede sig også børn med tiden. De havde talt om det flere gange de seneste måneder, men var ikke helt enige om tidspunktet. Nikolaj mente at de skulle vente lidt, mens Janne allerede var klar. Det var ikke et stort problem. Nikolaj vidste, at han ville bøje sig. Der gik ikke lang tid, så var de ude af kabinen. De gjorde holdt ved bagagebåndet, men for Janne og Nikolaj var det blot starten på udfordringer, der truede med at gøre deres ophold på Tenerife til det første, eneste og sidste.

Bagagen kom hurtigt, bare ikke deres kufferter. De ventede og ventede, men snart var båndet tomt og derefter holdt det op med at køre.

-Nu gælder det om at bevare det gode humør. Vi skal nok klare det her. Hvis det værste sker, at vores kufferter er sendt til den anden ende af verden, så overlever vi også det. Janne valgte at være positiv. Det var alligevel ude af deres hænder, som hun sagde.

Nikolaj nikkede, han stolede på Jannes dømmekraft og de gik til informationsskranken, og anmeldte sagen. En dame bad dem om at udfylde en blanket med deres navne og adressen på hotellet på Tenerife. Deres kufferter ville blive leveret, når de dukkede op.

De forlod lufthavnen og fandt en taxa der kunne køre dem til deres hotel. Undervejs talte de, om hvordan de skulle klare sig uden bagagen. De havde ikke mange penge, og de vidste faktisk ikke om forsikringen ville dække deres nødvendige indkøb. Midt i snakken om indkøb, vendte Janne sig pludselig mod Nikolaj, kiggede ham længe dybt i øjnene og sagde med en alvorlig stemmeføring.

-Lige meget hvad, så føler jeg mig nu meget privilegeret. Jeg er bare så glad. Derefter tog hun begge hans hænder i sine.

Nikolaj, blev en smule overrasket, lidt forvirret og vidste ikke helt hvad han skulle svare. Normalt var han ikke en mand af mange store ord, og det faldt ham ikke altid nemt at tale om sine inderste følelser. Efter en kort pause, smilede han blot og gav Jannes hånd et lille klem.

-Vil du ikke vide, hvorfor jeg har det sådan? fortsatte Janne.

-Øh, jo da, hvorfor har du det sådan, ovenpå al det bøvl? Nikolaj forsøgte sig med et spørgsmål.

-Fordi du netop har vist mig, hvorfor vi to hører sammen, forklarede Janne.

-Nå, hvordan det, sagde Nikolaj og følte sig lidt dum og udenfor.

-Fordi du har håndteret det med bagagen så fint. Mange ville flippe helt ud, stresse og skælde ud. Du var bare så rolig, vi lyttede til hinanden, vi talte fornuftigt og i fællesskab kom vi ud af lufthavnen i godt humør uden at skændes eller tale grimt til hinanden. Jeg synes det er et godt tegn. Derfor er jeg glad.

Nikolaj smilede og kvitterede med et kys på kinden. Jannes ord inspirerede ham og han sagde:

- Du er det bedste som er sket for mig, jeg glæder mig til resten af livet med dig. Nikolaj mente hvert et ord, men var alligevel overrasket over at høre sig selv. Det var sjældent at han formulerede sig på den måde, og det rørte ham så meget at hans øjne blev helt fugtige.

Janne som sjældent overså noget, lagde godt mærke til det men sagde ikke noget. Hun så diskret den anden vej. Det var et afgørende øjeblik i deres forhold. Taxachaufføren fulgte med i bakspejlet, men forstod ikke ret meget.

De nåede snart frem til hotellet, fik nøglen til deres lejlighed og pakkede deres sparsomme håndbagage ud. Heldigvis var temperaturen på deres side, så de kunne klare sig med det tøj de havde på, i hvert fald indtil videre.

Byen de boede i, var ikke stor. Der boede måske et par tusinde mennesker, men de smukke huse, den dejlige strand og naturen havde gjort stedet populært blandt turister.

- Skal vi ikke gå en tur på strandpromenaden? Der kan vi også finde et sted at spise. Nikolaj var blevet sulten, efter de både praktiske og følelsesmæssige udfordringer.

-Jo det er en god ide. Bagefter kan vi se solnedgangen fra en terrasse ved vandet. Janne var altid på udkig efter romantiske øjeblikke, og hun håbede at det ville smitte af på Nikolaj. Hun var klar over, at han havde en blød side, hun ville bare gerne høre ham tale om det en gang i mellem. Hun vidste, at i hans hverdag på arbejdet, var der ikke plads til at give for meget efter for følelser. Han oplevede voldsomme ulykker, med kvæstede og døde mennesker, og han havde lært at gemme og udsætte sine reaktioner. Han havde gode kolleger som han talte med, og de hjalp hinanden med at bearbejde deres oplevelser. Men det skulle gerne være anderledes derhjemme. Sådan tænkte Janne.

Hånd i hånd gik de af den lidt hullede og ujævne gade mod havnen og havet. Så langt nåede de imidlertid aldrig, for pludselig, ud af det blå, dukkede en knallert på den smalle gade. Den kom dem i høj fart og idet knallerten passerede, rev føreren Jannes håndtaske af hendes skulder. Det kom så overraskende at hverken Janne eller Nikolaj, nåede at reagere, og da de kunne reagere, var røveren over alle bjerge.

De skyndte sig hjem og fik hotellets portier til at hjælpe med en kontakt til politiet. De fik en aftale om at møde på stationen den næste formiddag, så de kunne afgive forklaring.

På stationen den næste dag, lyttede en hjælpsom betjent til deres historie. På trods sine beskedne engelskkundskaber, forstod han det meste og han mente allerede at vide, hvem der kunne have begået røveriet. Han forklarede at det nok skulle blive opklaret.

Efter mødet på politistationen blev de i deres lille by. De havde nogle ærinder at gøre. Butikker var der ikke mange af, men de fik købt lidt ekstra tøj, og det allermest nødvendige, tandbørster og tandpasta. Resten af dagen gik med at udforske byen. Den var stille, men hyggelig, et lille torv med fortovscafeer og en strandpromenade, hvor indbyggerne mødtes om aftenen til en snak og en spadseretur. Byen så ud til overvejende at være befolket af ældre mennesker. De unge flyttede nok derhen hvor arbejdspladserne og skolerne var, så der blev hurtigt stille om aftenen. 

De næste dage gik med afslappende og hyggelige ture, da de fik lagt den første aftens ubehageligheder bag sig. Kufferterne var stadig ikke dukket op, men det klarede de også. De besøgte øens kendte attraktioner, badede hver morgen og spiste godt på de lokale restauranter. De var begge glade for fisk, og dem var der nok af. Fiskeriet på Tenerife gik godt. Der var et stort udvalg af spændende arter, de ikke kendte fra Danmark. 




Den tredje dag stod de tidligt op. Kørte en tur i den lejede bil og arbejdede de sig op på vulkanen Teide. Det sidste stykke dog i en flot svævebane. Der var en fantastisk udsigt over øen og et helt usædvanligt landskab. Den sorte lava gjorde stedet anderledes end noget andet de havde set.

- Hvornår var vulkanen sidst i udbrud, spurgte Nikolaj en guide de mødte undervejs, som svarede at det skete i 1300-tallet, så der var ingen risiko ved at vandre på vulkanen. Således beroliget kunne de udforske landskabet på egen hånd, drikke kaffe på et lille sted, for siden at køre tilbage til lavlandet. De tog et par af de sorte sten med tilbage, til minde om en god dag.

Den næste dag havde de købt billetter til en hval- og delfinsafari, og det blev endnu en dag med unikke oplevelser. På turen så de flokke af delfiner som spang op af vandet få meter fra båden. Det var som om de legede med båden som de fulgte et langt stykke.

- Det er som om de optræder for os, sagde Janne, det er helt fantastisk. Nikolaj nikkede.

Grindehvaler så de også. Ikke bare en, men mange. De er lige så almindelige her som sælerne i Esbjerg havn, mente guiden, som åbenbart vidste besked om danske forhold, og havde hørt at Janne og Nikolaj talte dansk.

- Det er godt en ordentlig fisk, sagde Nikolaj da en hval stak hovedet op og blæste vand mange meter op i luften.

- Gad vist om jeg kan få den op på grillen, fortsatte han med et smil.

- Det vist kun færingerne som spiser grindehval, forklarede Janne, som foretrak at hvalerne fik lov at blive i havet. Hun havde set klip på TV fra grindejagt på Færøerne og brød sig ikke om det. Nikolaj nikkede, han var enig.

Endnu en af deres oplevelser på Tenerife blev at besøge pyramiderne ved Güímar. De seks mystiske trappepyramiders oprindelse er et stort mysterium, der stadig diskuteres af arkæologer verden over.

- Alle disse sten er hugget ud af mennesker og fragtet hertil på slæder. Alt er båret af mennesker. De var godt nok seje dengang. Nikolaj var imponeret over det han så.

- Ja, men de levede nok heller ikke så længe som os, de blev hurtigt slidt op, tror du ikke? mente Janne.

- Jo helt sikkert. Hvis jeg ikke havde hjælpemidler i mit job, holdt jeg nok heller ikke længe.

Endnu et par dage gik med dejlige oplevelser, ture og badning, men snart nærmere ferien sig sin afslutning. Nikolaj havde set frem til denne dag og ikke mindst aftenen. Ikke fordi han glædede sig til at komme hjem, men fordi han havde forberedt en overraskelse til Janne. Han havde hjemmefra bestilt bord på byens bedste restaurant. Også menuen havde han bestemt. Alt hvad Janne var vild med. Han havde store planer. Aftenen skulle krone en uge, som trods udfordringer havde været skøn. Mest af alt fordi de havde været sammen. Fordi vejret havde været med dem, og fordi de havde haft fornøjelse af de samme ting. Det var deres første udenlandsrejse sammen, det tegnede godt for fremtiden.

Deres kufferter var dukket op samme formiddag. De havde af uvisse grunde været en tur i Dubai inden de nåede de Kanariske øer. Men til trods for det sene tidspunkt, var det godt at de nåede frem, for det ville hjælpe med til at fuldende Nikolajs plan for aftenen. Den indebar nemlig at de ikke længere skulle spise middag i shorts og t-shirts, men i det festlige tøj, de også havde pakket ned. Nikolaj havde bestilt bord kl. 20, og han så frem til at fortælle Janne hvor de skulle hen. Hun havde forsøgt at liste hemmeligheden ud af ham flere gange, men uden held. Men før de kunne sætte sig til bords, var der lige noget der skulle gøres. Nikolaj bad Janne om at skynde sig med omklædningen og gik selv i enrum bag lukkede døre i hotellejlighedens lille stue.

Kort efter bankede Janne på døren, Nikolaj lukkede op og Janne var tæt på at gå bagud af overraskelse. Nikolaj havde pyntet stuen blomster og med røde hjerter i alle størrelser, som var det Valentines dag. Levende lys bidrog til en helt særlig stemning og på bordet midt i stuen stod en flaske champagne, to glas og en tallerken med små søde lækkerier. Nikolaj tog Janne under armen, og førte hende til en blød stol ved bordet, hvor han beværtede hende som en erfaren kammertjener. Janne var stadig tavs af forbavselse, og spændt på hvad der ville komme. Nikolaj blev stående ved bordet og sagde heller ingenting, men kun et øjeblik, så satte han sig på knæ ved hendes fod og fremsatte en sætning, som han havde øvet sig på, igen og igen de seneste dage.

- Vil du gifte dig med mig? Det ønsker jeg mere end alt andet. Jeg elsker dig. Det kom til at lyde lidt mere formelt end han havde forestillet sig, men meningen kunne man ikke være i tvivl om. Og det var Janne bestemt heller ikke. Først sagde hun ikke noget, men med tårer i øjnene, så sagde hun højt og tydeligt:

- JA for søren. Det kan du tro. Der er ikke noget, jeg hellere vil.

- Det var godt, sagde Nikolaj, som indimellem havde lidt svært ved at finde ord. Lad os drikke et glas og komme afsted. Vi har lidt travlt. Janne grinede. Så meget for romantikken.

De tog en taxa til restauranten. Der var ingen smalle steder, for det var en aften hvor intet måtte mangle. En tjener tog imod dem og forklarede at der var reserveret et bord til dem bagerst i restauranten. Han fulgte dem på vej, det var et meget stort lokale og allerede næsten fyldt med gæster. Et bord bagerst i restauranten var fint pyntet med blomster, levende lys og flere røde hjerter. Janne smilede,

- Hold op hvor har du gjort sig umage, det er bare skønt. Men pludselig så hun, at der allerede sad to mennesker ved deres bord og hun rynkede panden.

- Hov, det er da vist ikke vores bord, det er allerede besat, sagde hun. Ingen svarede hende, og da hun kom nærmere, gik svaret op for hende.

- Mor og far, hvad laver I dog her, faldt det ud af hendes mund, samtidig med at hun faldt sin mor om halsen.

- Vi hørte at jeres bagage var forsvundet, så vi tænkte at vi nok hellere lige måtte smutte forbi med nogle rene underbukser og en tandbørste, sagde Jannes far grinende.

Det grinede alle af og de satte sig. Jannes forældre, Else og Poul, Janne og Nikolaj, mens tjeneren skænkede champagne og forlod bordet.

- Sandheden er, indledte Else, med et smil på læben, at din søde kæreste står bag alt dette. Kort efter at I havde købt jeres rejse, foreslog han os at komme herned. Vi kunne ikke rejse samtidig med jer på grund af fars arbejde, men nu er vi her.

- Hvor bor I så, spurgte Janne nysgerrigt.

- Vi bor på et lille hyggeligt hotel ned i havnen. Det hedder Hotel El Puerto, fin udsigt og tæt på stranden.oteH

- Hvornår kom I, har I været her længe, fortsatte Janne.

- Nej, svarede far og fortsatte,

- Vi kom i dag ved tretiden, og bliver en uges tid. Her er skønt. Da vi forlod Billund, regnede det.

I mellemtiden var tjeneren vendt tilbage med deres forret, et stort fad, med rejer, jomfruhummere, muslinger, ja alt godt fra havet. Og dertil, en kølig hvidvin. Det blev det en god start på måltidet og på resten af aftenen.

- Vi har også noget at fortælle, sagde Janne. Hun kunne ikke holde det tilbage længere.

- Nå det lyder spændende, sagde mor, fortæl, fortæl.

- Nikolaj har friet til mig i dag. Det var så romantisk. Han havde pyntet vores lille stue op med blomster og hjerter. Jeg har noget I skal se. Denne ring, er den ikke bare smuk.

Alle kiggede på Jannes nye ring, en tynd guldring, med en dybblå safir, en fin lille sten. Nikolaj rødmede, blev lidt forlegen, og kiggede ned. Det var næsten for voldsomt. Poul gav ham et lille skub med albuen og sendte ham et anerkendende smil. Det blev han glad for. Svigerfar havde godkendt ham.

- Hvornår skal brylluppet så stå, spurgte Poul henvendt til Nikolaj.

- Det har vi ikke besluttet endnu, men engang til efteråret, eller sidst på sommeren. Nu må vi se.

- Til lykke, I har fortjent det, Else kyssede sin nye svigersøn på kinden og de skålede igen.

Resten af aftenen gik med snak om Else og Pouls bryllup 41 år tidligere, om Tenerife, om de unges ferie, og først nu kunne de fortælle om den væmmelige oplevelse de havde haft på deres første aften. Nikolaj sagde at politiet havde overbevist dem om, at det var en usædvanlig hændelse. Det var normalt helt trygt at bevæge sig rundt i byen, også om aftenen. Politiet havde samtidig fortalt at de nok hurtigt ville finde røveren, men Jannes pung, penge og kort, ville næppe dukke op igen.

Else blev temmelig chokeret over at høre om røveriet, og det lagde kortvarigt en dæmper på stemningen. Men Janne og Nikolajs fortællinger om deres gode oplevelser, fik smilene frem igen.

Kort før midnat brød de op, og spadserede samlet ned i byen. Ved byens torv skiltes de med et løfte om at ses igen, så snart de alle var tilbage i Danmark. Janne og Nikolaj skulle afsted næste formiddag. De skulle allerede være i lufthavnen ved ni-tiden.

Janne og Nikolaj gik tæt sammen de sidste meter til deres hotel. Det havde i sandhed været en dejlig aften, og en dejlig ferie, trods alle vanskeligheder. Der var noget at tænke tilbage på, og noget at glæde sig over.

Tilbage på hotellet blev de kaldt hen til disken. Portieren kunne fortælle, at politiet havde været forbi og havde afleveret en taske som svarede til Jannes. Desværre manglede pung og penge, men et kontokort fra banken med Jannes navn og foto på lå der stadig, ligesom hendes nøgler også var der. Politiet havde fundet tasken hos en mistænkt. En ung mand som tidligere var dømt for en tilsvarende forbrydelse.

Det var endnu en god nyhed. Janne takkede portieren og for sidste gang, begav de sig til deres lille lejlighed.

Snart lå de under dynen og kiggede ud på nattehimlen og på månen som netop kom forbi og hilste på.

Et halvt år senere blev de gift i kirken i Givskud, byen hvor de begge var vokset op og havde boet det meste af deres liv."

Sikke et eventyr tænkte Else, og lagde bladet fra sig med et stort smil.