Mit forfatterskab

Læs om mine bøger på de følgende sider

Klaus Wilmann

 Serridslevvej 12, 2 tv. 2100 København Ø

Email: klauswilmann65@gmail.com
Telefonnummer: +45 40453630 


Hvem er jeg?


Mit navn er Klaus Wilmann. Jeg er født i 1952, et årstal, som mine børnebørn mener må ligge tæt på stenalderen. Sådan husker jeg også at jeg havde det med mine egne forældres fortid. Deres fotografier fra barndommen i tyverne og trediverne lignede noget fra middelalderen. Hestevogne i gaderne, og en fattigdom, som min generation ikke selv har oplevet. Det forstod jeg ikke meget af.

Som ung uddannede jeg mig til pædagog, og arbejdede en årrække i daginstitutioner og klubber for børn og unge. Det havde jeg meget fornøjelse af, og jeg syntes dengang som nu, at det er et arbejde der ikke kan overvurderes. I en tid, hvor familiens rolle har ændret sig voldsomt, er børneinstitutioner og skolers bidrag til børns opdragelse og dannelse helt nødvendig. Og det er debatten om disse institutioners opgaver og muligheder ligeså. Og debat det kom der for alvor i 70'erne.. Debatten bidrog til at skabe min politiske interesse som ung, og jeg endte snart som tillidsmand i BUPL. I mange år var jeg fagforeningsmand, og de sidste fem år af mit virke i organisationen, var jeg næstformand. Det var fem spændende år, hvor mit netværk voksede enormt. Det fik jeg glæde af i resten af mit arbejdsliv.


Efterfølgende arbejdede jeg en periode som direktør for en stor forening, som driftede selvejende og private daginstitutioner og klubber. Og siden hen virkede jeg som arbejdende formand for Børnerådet i fem år. På fuld tid. Der var masser at gøre. Børnerådet er det danske børneombud, og i  andre lande har formanden titel af børneombudsmand, og spiller en vigtig rolle i samfundsdebatten. Jeg sluttede mit arbejdsliv af med at arbejde 10 år som chef i Socialforvaltningen i København. Der etablerede og opbyggede jeg sammen med en stab af dygtige medarbejdere og ledere, et stort center, som skulle rekruttere og kvalificere plejefamilier, og skabe de bedste match mellem de børn, som ikke kunne bo hos deres forældre og vores dedikerede plejefamilier. Vi etablerede tillige et videnscenter, som lagde rammerne for arbejdet med udsatte børn overalt i kongeriget.

I dag er jeg pensionist og nyder mit såkaldte otium, har tid til at være sammen med min dejlige familie og mine gode venner. Og så hjælper jeg til her og der. Jeg yder stadig enkelte beskedne bidrag til mit gamle fag og deltager i frivilligt arbejde som bestyrelsesmedlem i Dansk Pædagogisk Historisk Forening,   https://www.paedhist.dk/  Foreningen driver oplysningsvirksomhed og har et lille museum på Amager. Og så skriver jeg. Mere end nogensinde. Romaner, noveller, alt muligt. Det er sjovt og meningsfuldt.

På dette website vil jeg fortælle om mine bøger. Jeg er vild med at skrive, og jeg har efterhånden en del på samvittigheden. Jeg er også sikker på at der vil komme mere fra min hånd i årene fremover, så bare vent. Det hele tog fart, da jeg blev pensioneret og fik tid til at fordybe mig, og ro til at skrive.